Livet har ikke skånet Carla. Såret, kantet og en smule mistroisk er hun. En sjællandsk outsider i den lille, østjyske provinsby, hvor hun er kommet for at lægge afstand til en fortumlet fortid. Carla er freelance journalist.
En ung mand omkommer under sære omstændigheder på byens berygtede diskotek, og Carla er på sagen. Der er stoffer i omløb, men hvor kommer de fra?
Samtidig er et lukrativt job med et festskrift for egnens velrenommerede vognmandsfirma dukket op. Endnu et dødsfald griber imidlertid forstyrrende ind i arbejdet med festskriftet, og Carla bliver trukket ind i opklaringen. Midt i det hele trænger to mænd sig på –og ind i hendes kontrollerede singleliv:
Jesper, der står for at skulle overtage halvdelen af familiefirmaet, og fynboen Lars Emil, byens nye landbetjent.